I en villa i Dalum gemmer sig en førstesal, som man ikke ser mage til i andre villaer. Her har Chanelladreams adresse. En nicheforretning, der specialiserer sig inden for skræddersyede brudekjoler i vintagestil. Anne Køberl Johansson er ejer af Chanelladreams. Når hun tager imod sine kunder, åbner hun samtidig også døren ind til sit eget private hjem.
- Det er vigtigt, at mine kunder føler sig som noget særligt. At jeg har tid til dem, og at de får ærlig vejledning. De skal gå glade herfra med en god mavefornemmelse. Uanset om de køber noget eller ej, fortæller hun.
Fra hoveddøren til den hjemlige og romantisk indrettede entré viser Anne Køberl Johansson vej videre op til førstesalen. Sidste trin leder ind til en gang opbygget som et walk-in-closet, hvor et dæmpet og varmt lys kaster sig ind mellem brudekjoler, der hænger omkring én som tungt løv i en allé. Her lokker spindelvævsfine til tunge blonder den besøgendes øjne til at gå på opdagelse.
Nostalgisk vingesus
Følelsen af at have betrådt en eller anden form for trappe til himlen falder for alvor over én, da alléen af brudekjoler munder ud i et større lokale, der er romantisk indrettet som prøverum. Her inviterer Anne Køberl Johansson sine kunder til at slå sig ned i bløde stole, der står rundt om et hvidt bord, hvor hun byder på kaffe og chokolade. Men det er ikke det eneste, hun byder på. For kunderne kommer for at finde den perfekte brudekjole.
- Til første besøg sætter jeg to timers vejledning af, hvor jeg kredser mig ind på, hvad den kommende brud har lyst til, fortæller hun.
Lige præcis det med stilen fylder meget for Anne Køberl Johansson, der med Chanelladreams har ønsket at give brude muligheden for at få indflydelse på design af deres skræddersyede brudekjole.
- De fleste af mine kunder ønsker noget andet end traditionelle brudekjoler. Chanelladreams er for den kræsne brud, som ønsker en unik kjole, fortæller hun.
Kjolen bliver skræddersyet på forskellige fabrikker, som Chanelladreams har indgået en speciel aftale med. Men inden da tager hun cirka 25 forskellige mål af bruden og tegner en skitse, hvor hun kan tilføje ekstra og vigtige detaljer eller præcise angivelser af, hvor snittet skal side.
- For kvinder er forskellige, og det er de færreste kvinder, der har standardmål.
Brudekjolerne på førstesalen i Dalum er alle individuelle og fungerer som inspiration med forskellige stilarter. Stilen beskriver hun med to ord: Nostalgi og romantik.
- Det er bruden som skal komme med kjolen og ikke omvendt. Det er kjolen, der skal fremhæve alt det gode ved dig, og den må ikke være for voldsom og overdøvende. De allerfleste mænd bryder sig ikke om store lagkagekjoler, men falder for det mere uskyldige, elegante og vintageagtige look, uddyber hun.
Det utrænede øje vil som udgangspunkt kalde farven på brudekjolerne hvid, men faktisk har Anne Køberl Johansson ingen hvide brudekjoler. I stedet bruger hun indfarvede stoffer og blonder i nuancer som blandt andet perlemorshvid, champagne- og elfenbensfarver. På en gylden taburet i et hjørne stabler forskellige blondestoffer sig i bunker. Anne Køberl Johansson anslår, at hun har mindst 50 forskellige blondestoffer, som bruden kan vælge imellem og kombinere med sin kjole under kyndig vejledning af Anne Køberl Johansson. Og er det et bestemt blondestof, bruden søger, kan det sandsynligvis skaffes hjem. Hun har syet lige siden hun var lille og har derudover arbejdet hos tekstilkoncernen Møller & Co.
- Jeg tror, jeg har et naturligt talent for at se, hvad der klæder folk. Og så synes jeg, det er dejligt at få folk til at se godt ud og tage sig ud fra deres bedste side. Især til et bryllup, som er en stor dag. Nogle brude kommer ind og ønsker en kjole, hvor de ikke tiltrækker sig for meget opmærksomhed. Til det plejer jeg at sige: ”Du skal ikke krybe langs væggen til dit bryllup, men give den max gas”.
Den perfekte brudekjole
Ligesom Chanelladreams har adresse i Anne Køberl Johanssons eget private hjem, kan man også sige, at ideen til nicheforretningen opstod inden for hjemmets egne fire vægge. For ideen opstod efter jagten på en brudekjole til Anne Køberl Johannsons datter, da hun for omkring otte år siden, skulle giftes. Anne Køberl Johansson husker, at de var fem kvinder afsted til København for at finde den helt rigtige brudekjole.
- Min datter prøvede mange kjoler, men enten skulle halsudskæringen være anderledes, skørtet have et andet snit eller også manglede der nogle detaljer. Jeg husker, at min datter sagde: ”Bare jeg kunne tage lidt fra alle kjolerne”.
Turen til København gav aldrig pote. Anne Køberl Johanssons bror har et ingeniørfirma, som samarbejder med mange fabrikker rundt omkring i verden og han foreslog hende at bestille brudekjoler fra forskellige fabrikker for at tjekke kvaliteten. Anne Køberl Johansson fulgte hans råd og bestilte fem brudekjoler hjem fra fem forskellige fabrikker. Kun en af kjolerne levede op til det, som de havde tegnet og ønsket.
- Det kan ikke passe, det skal være så svært. Der må være andre end bare min datter, der har svært ved at finde en kjole, var de tanker, som fik hende til at etablere Chanelladreams. Men først efter en rejse til udlandet for at besøge stoffabrikker og etablere forretningsforbindelser åbnede Chanelladreams.
Anne Køberl Johansson nåede at besøge cirka 26 fabrikker på 14 dage og derefter udvalgte hun dem, hvor kvalitet og kommunikation var i top. Hun får
indfarvet flere hundrede meter blonder ad gangen, som så bliver videresendt til brudekjolefabrikanterne.
- Det er et kriterium, at fabrikkerne er i stand til at skræddersy kjoler i skandinavisk kvalitet ned til mindste detalje, forklarer hun.
I 2010 tog Chanelladreams form. I første omgang med 10 og senere 30 brudekjoler. I dag har Anne Køberl Johansson ikke længere præcist tal på antallet.
- Jeg har været heldig at ramme en niche, som den kræsne brud har brug for, og også at have utrolig søde og hjælpsomme kunder, som alle sammen har været med til at hjælpe mig på vej med positiv omtale, både til deres omgangskreds og også på de sociale medier, det er jeg dem alle dybt taknemmelig for, fortæller hun.
Af Mette Pørtner Jensen
mepje@fynskemedier.dk